søndag den 10. juni 2012

Toldere i Lemvig

1779 blev konsumtionen i Lemvig overtaget af staten, og en konsumtionsforvalter (Kimer) blev ansat, mens konsumtionskontrolløren (Lou) kun fik en åremålsansættelse på seks år. Da disse seks år var forløbet (1785), faldt det sig så heldigt, at forvalterembedet netop blev ledigt, og det fik Lou. Den nye kontrollør (Falk) blev fastansat. I april 1794 overtog Falk det ledige forvalterembede i Sæby, men ganske kort efter nedlagde forvalter Lou sit embede i Lemvig, og det blev nu tilbudt Falk, der dermed blev i limfjordsbyen. Til gengæld nedlagde Generaltoldkammeret imidlertid kontrollørembedet.

At Lemvig fik toldvæsen i 1838 skyldtes i første række et behov for toldopsyn ved Agger-kanalen. Denne kanal, der var opstået efter stormfloden i 1825, gav fra 1834 mulighed for skibspassage mellem Nordsøen og Limfjorden, hvorefter man fra toldvæsenets side var nødt til at kontrollere skibstrafikken. I de første tre år klarede man sig med en undertoldbetjent i Kobberø på Thy-siden af Nissum bredning, men trafikken var stigende og skipperne var utilfredse med at toldklareringen skulle foregå i Thisted, uanset skibenes bestemmelsessted. Sagen blev snart rejst i Stænderforsamlingen i Viborg, og i 1838 blev der oprettet et toldsted i Lemvig og et særligt toldvagtskib blev bestilt i Aalborg.

I Lemvig blev der ansat en told- og konsumtionsinspektør og en undertoldbetjent, mens toldvagtskibet oppe ved Agger-kanalen blev bemandet med en overtoldbetjent, to undertoldbetjente og to rorskarle (kgl. resol. 29. november 1837, plakat 28. december 1837 og instruks for vagtskibets personale 21. juli 1838).

I oktober 1841 blev der oprettet otte ”fuldstændige toldsteder” i en række mindre jyske købstæder: Lemvig, Viborg, Thisted, Skive, Nykøbing M., Holstebro, Nibe og Løgstør (plakat 10. august 1841).

I maj 1843 blev toldvagtskibet i administrativ henseende henlagt under toldvæsenet i Thisted.

Efter den nye lønningslov fra 1851 var Lemvig normeret med en toldinspektør (løn 1200 rdl.), en toldoppebørselskontrollør (løn 800 rdl. + kontorhold 200 rdl.), fire toldassistenter (2 x 400 rdl. og 2 x 300 rdl.) og en toldkarl (200 rdl.). Af de fire toldassistenter boede den ene i Ferring (den hidtidige strandtoldkontrollør Müller) og den anden i Fjaltring. De to øvrige boede i Lemvig.

* * * Konsumtionsforvaltere

1779-1785
Laurits Olesen Kimer (søn af gårdmand Ole Pedersen K. og Anne Lauritsdatter), døbt 8. oktober 1723 i Bakkebølle, Vordingborg landsogn, død efter 1785. Gift ca. 1760 med Anne Marie Gienschou (datter af kaptajn ved Drabantkorpset Gustav Wilhelm G.), født ca. 1735, begr. 11. oktober 1783 i Lemvig.
Student 1743 (Vordingborg), levede siden som studiosus i København. Konst. byfoged i Ærøskøbing 1773. Herredsskriver i Hellum-Hindsted herreder 20. juli 1774 med forpligtelse til at lade sig eksaminere. Exam.jur. 1775. Konsumtionsforvalter i Lemvig 20. august 1778, suspenderet pga. kassemangel 1783, men fik atter lov at tiltræde embedet 15. marts 1784. Kimer oplyste, at han lå syg i København, og da han ikke vendte tilbage til Lemvig, blev han afskediget 30. marts 1785.

1785-1794
Balthazar Lou (søn af sognepræst Johan Hansen L. og Anne Christine Lohmann), født 6. november 1746 i Bylderup præstegård, begr. 5. maj 1799 på Lindtorp, Asp sogn. Gift 15. oktober 1788 i Balling kirke med Anne Margrethe Bering (datter af apoteker Mourits B. og Marianne Kirketerp), døbt 8. januar 1772 i Aarhus (Frue), død 20. februar 1805 i Aarhus (Domsogn) (gift 2. gang 1800 med kaptajn Hans Henrik Widdersheim, ca. 1769-1804).
Konst. kontrollør og konsumtionsbetjent (for en 6-årig periode) i Lemvig 8. august 1778, konsumtionsforvalter sst. 30. marts 1785, afskediget 25. juni 1794 efter egen ansøgning. Lows hustru var universalarving efter Jens Braschs enke Anne Margrethe Grøn og arvede hendes hovedgård Lindtorp i 1794.

1794-1816
Poul Andreas Falk (søn af skoleholder Andreas Christian F. og Marie Poulsdatter), døbt 24. maj 1750 i Øster Gesten, Gesten sogn, død 21. december 1816 i Lemvig. Gift 20. maj 1785 i Øster Snede kirke med Mette Sophie Neuchs (datter af degn Johan Christoffer N. og Sara Hansdatter Bruun), født ca. 1755 i Jelling degnebolig, død 11. juni 1827 i Lemvig.
Har tjent hos kgl. embedsmænd i 21 år, fra 1783 på toldkontoret på Skt. Croix. Kontrollør og konsumtionsbetjent i Lemvig 30. marts 1785. Konsumtionsforvalter i Sæby 30. april 1794. Konsumtionsforvalter i Lemvig 25. juni 1794. Tillige forligskommissær ca. 1795.

1817-1823
Adam Christoffer Dahl, født 3. november 1769, død 21. december 1840 i Stege. Gift 6. august 1795 i København (Garnisons) med Elisabeth Marie Mossin (datter af arkelimester Jens Pedersen og Birthe Nielsdatter), født 12. juli 1765 i Rønne, død 16. februar 1833.
Kaptajn. Undertold- og konsumtionsbetjent i Faaborg senest 1801. Konsumtionsforvalter i Lemvig 22. februar 1817. Toldkasserer i Stege 5. april 1823.

1823-1828
Peter Henrik Petersen (søn af skibstømmermand Peter Henrik P. og Karen …), døbt 4. juni 1783 i København (Frelser), død 9. maj 1830 i Lindholm, Nørre Sundby sogn. Gift 22. april 1811 i København (Garnisons) med Bodil (Bolette) Marie Sørensen, født ca. 1783 i København, død efter 1850.
Styrmand i København. Konst. konsumtionsforvalter i Lemvig 1823. Krydstoldbetjent i Nørresundby 1828, men druknede to år senere i Lindholm å. Da han ankom til Lemvig, havde familien forladt Nordby på Fanø. Da han ankom til Nørresundby oplystes det, at han til dels opholdt sig i Heiligenhafen. Enken og børnene rejste tilbage til Lemvig i 1830. Her opholdt sig enken sig til 1850.

1828-1838
Andreas Bang (søn af hof- og stadsretsassessor Andreas B. og Anne Sybille Therkildsen), født 19. juni 1784 i København (Helligånds), død 31. oktober 1861 i Lemvig. Ugift.
Opholdt sig i sine unge år i Ostindien, og tog ved hjemkomsten ophold på Stendalsgård. Toldfuldmægtig i Ringkøbing ca. 1820, konst. strandtoldbetjent ved Nymindegab 1824. Konst. konsumtionsforvalter Lemvig 1828. Told- og konsumtionskasserer sst. 28. november 1838, afskediget 20. maj 1851.

* * * Konsumtionskontrollører

1779-1785
Balthazar Lou
Konst. kontrollør og konsumtionsbetjent (for en 6-årig periode) i Lemvig 8. august 1778, konst. konsumtionsforvalter sst. 31. marts 1785, afskediget 25. juni 1794.

1785-1794
Poul Andreas Falk
Har tjent hos kgl. embedsmænd i 21 år, fra 1783 på toldkontoret på Skt. Croix. Kontrollør og konsumtionsbetjent i Lemvig 30. marts 1785. Konsumtionsforvalter i Sæby 30. april 1794. Konsumtionsforvalter i Lemvig 25. juni 1794. Tillige forligskommissær ca. 1795.

* * * Told- og konsumtionsinspektører

1838-1849
Frederik Ludvig Trojel (søn af godsinspektør Frands Wilhelm T. og Christine Margrethe Hansen), født 29. juni 1794 på Annebjerggård, Højby sogn, død 9. august 1873. Gift 1. gang 16. februar 1820 i Kolding Skt. Nikolaj kirke med Karen Seest (datter af købmand Jeppe Jepsen S. og Anne Cathrine Pedersdatter), født 4. juni 1793 i Kolding, død 21. marts 1820 i Kolding. Gift 2. gang 15. maj 1838 i Skanderborg slotskirke med Emilie Augusta Christensen (datter af løjtnant Christian Peter C. og Kirstine Bang), født 26. oktober 1805 i Randers.
Premierløjtnant ved Holstenske lansenerregiment. Told- og konsumtionsinspektør i Lemvig 1. maj 1838. Told- og konsumtionsinspektør i Varde 21. oktober 1849. Told- og konsumtionsinspektør i Ribe 6. maj 1850, afskediget 15. februar 1867.
Ritmester. R. 1866.

1849-1852
Christian Mouritz Tüchsen, født 20. maj 1812 i København, død 9. september 1882 i København. Gift med Hanne Marie Louise Blom, født ca. 1819 i Rudkøbing, død 25. februar 1875 i København.
Kammerskriver, kopist i Generaltoldkammeret 10. marts 1841. Konst. overtoldbetjent i Varde ca. 1843, told- og konsumtionskontrollør sst. 22. maj 1845. Told- og konsumtionsinspektør i Lemvig 9. november 1849, toldinspektør i København 8. august 1862.
Kammerråd 1860. Justitsråd 1869. R. 1876.

1862-1864
Frederik Wilhelm Kauffeldt (søn af volontør Berendt Christoffer K. og Cathrine Elisabeth Ahrensberg), født 28. maj 1809 i København, død 29. november 1879. Gift 9. december 1845 på Frederiksberg med Julie Emilie von Holstein (datter af konsumtionsinspektør Niels Christian Rosenkrantz von H. og Marie Svendsen), født 1. marts 1814 i Store Heddinge, død 2. august 1889.
Premierløjtnant ved 2. Jægerkorps. Told- og konsumtionsoverbetjent i Faaborg 9. december 1844, toldkontrollør i Korsør 20. maj 1851. Toldinspektør i Lemvig 7. november 1862, afskediget 14. juni 1878.
Krigsråd 1845 (frasagt sig 1869). R. Skt. Anna Ordenens 3. kl. 1869.

* * * Told- og konsumtionskasserere

1838-1851
Andreas Bang
Konst. konsumtionsforvalter Lemvig. Told- og konsumtionskasserer sst. 28. november 1838, afskediget 20. maj 1851.

* * * Toldoppebørselskontrollører

1851
Mathias Wilhelm Jørgensen (søn af toldbetjent Thomas J. og Anne Marie Lange), født 16. juli 1814 i Stubbekøbing, død 20. april 1859 i Randers. Gift 1. gang 19. april 1839 i København (Slotskirken) med Sophie Juliette Theresia Grüner (datter af organist og kapelmusikus Frederik Christian G. og Cathrine Florentine Appelberg), født 21. juni 1817 i København (Vartov), død 4. marts 1840 i København (Frue). Gift 2. gang 8. oktober 1841 i København (Slotskirken) med Eline Frederikke Grüner (søster til foregående), født 28. januar 1820 i København (Vartov), død 17. december 1858 i Randers.
Kammerskriver. Kopist i Generaltoldkammeret 17. april 1844. Konst. toldkasserer og kontrollør Grenaa. Toldoppebørselskontrollør i Lemvig 20. maj 1851. Toldkontrollør i Randers 5. august 1851.

1851-1865
Didrik Laurentius Lund (søn af landmåler Johan Hansen L. og Marie Elisabeth Diderichsen), født 25. april 1798 i Rødby, død 22. oktober 1865 i Lemvig. Ugift.
Toldfuldmægtig i Svendborg 1834, 1840, 1845, 1850. Toldoppebørselskontrollør i Lemvig 25. oktober 1851.

* * * Strandkontrollører i Ferring

1840-1847
Nicolaj Herman Forsberg, født 21. januar 1812 i København, død 22. februar 1890. Gift 8. oktober 1852 i Tranum med Elisabeth Marie Hoffmann (datter af skudehandler Thomas Christian H. og Magdalene Cathrine Georgine Frederikke Petersen), født 29. marts 1830 i Løkken, Furreby sogn, død … 1870.
Toldbetjent i Løgstør 11. januar 1834, i Hobro 19. november 1836, i Kolding 11. maj 1839. Konst. strandkontrollør i Lemvig 5. december 1840. Konst. overtoldbetjent på toldvagtskibet ved Agger kanal 30. august 1845. Konst. strandkontrollør i Løkken 1. november 1845, virkelig 13. oktober 1847, toldoppebørselskontrollør sst. 20. maj 1851. Toldoppebørselskontrollør i Hjørring 18. maj 1861, toldinspektør sst. 23. februar 1867, afskediget 11. marts 1889. Opsynsmand ved redningsstationen i Løkken.
Etatsråd 1889. F.M. 1846. D.M. 1857. R. 1885.

1847-1851
Thomas Wilhelm Müller (søn af sognepræst Tage Christian M. og Henriette Louise Rasmussen), født 7. februar 1810 i Nørre Snede præstegård, død 11. august 1879. Gift 26. marts 1842 i Holstebro med Bolette Boutrup (datter af købmand Jens Christian B. og Anne Jensdatter), født 25. april 1817 i Holstebro.
Malermester i Ringkøbing (1842). Toldbetjent i Hjørring 25. marts 1843. Konst. strandkontrollør i Lemvig 1. november 1845, toldassistent sst. 25. august 1853, afskediget 17. oktober 1872. Hans fader sluttede sin karriere som biskop over Ribe stift. Prædikat af strandkontrollør 1853. D.M. 1869.