fredag den 9. januar 2015

Toldere i Nibe

Ligesom Løgstør lukrerede også Nibe i århundreder på det rige sildefiskeri i Limfjorden og efterhånden dannede der sig et lille bysamfund her 20 km vest for Aalborg. Borgerne i Aalborg kæmpede iøvrigt ihærdigt for, at Nibe ikke fik egne købstadsrettigheder, men det lykkedes dog til sidst i 1727.

Fra 1673 blev der opkrævet konsumtionsafgifter i Nibe og navnene på et par lokale forpagtere kendes fra 1670'erne. Senere fik de ålborgensiske konsumtionsforpagtere også Nibe med i købet, og i 1700-tallet er der ingen eksempler på, at Nibes komsumtion blev særskilt bortforpagtet. Da det i treåret 1770-72 ikke lykkedes at finde en forpagter til konsumtionen i Aalborg og Nibe, måtte man helt undtagelsesvist udnævne et par statslige embedsmænd til opgaven. Ved den lejlighed fik Nibe sin egen konsumtionsoppebørselsbetjent og en kontrollør. Inden treåret var omme havde begge dog fået andre embeder indenfor toldetaten, og da der ikke kom afløsere for dem i Nibe, er det nærliggende at tro, at den midlertidige konsumtionsforvalter og hans to kontrollører overtog opsynet i Nibe.

Da staten overtog konsumtionsvæsenet i Danmark, fik Nibe en konsumtionsforvalter og en kontrollør.

Personalereformerne i 1790'erne nåede også til Nibe, hvor forvalteren blev forflyttet til et bedre embede i Aalborg og erstattet af en ny konsumtionsinspektør, mens kontrolløren fortsatte, nu under titel af konsumtionskasserer.

Endelig fik Nibe eget toldvæsen den 1. oktober 1841 (jf. plakat 10.8.1841). Det samme skete også for de fleste andre små købstæder langs Limfjorden.

Toldvæsenet og konsumtionsvæsenet i Nibe blev straks forenet og lagt i hænderne på den siddende konsumtionsinspektør og konsumtionskasserer, der nu kunne føje "told- og ..." til deres titler. Da told- og konsumtionsinspektør Printzlau døde i 1847, valgte man at kassereren Secher fortsætte som eneste toldembedsmand i Nibe, nu under titel af told- og konsumtionsforvalter og fra 1851 - da konsumtionsvæsenet blev afskaffet - som toldoppebørselskontrollør. 

Nibes indbyggertal stagnerede fra midten af 1700-tallet og hundrede år frem. I 1769 talte byen 1029 indbyggere. I 1801 var dette tal kun vokset til 1044 og i 1850 var der kun 1161 indbyggere.



KONSUMTIONSVÆSENET 1770-1772

* * * Konsumtionsoppebørselsbetjent

1770-1771
Johan Broholt
Oppebørselsbetjent ved konsumtionen i Ribe 28. november 1769. Strandinspektør i Varde 8. april 1771.

* * * Konsumtionskontrollører

1770-1772
Hans Christian Toxwerdt
Konsumtionskontrollør i Nibe 28. november 1769. Grænsekontrollør under Ribe toldsted 19. februar 1772.


KONSUMTIONSVÆSENET 1779-1794

* * * Konsumtionsforvaltere

1779-1794
Villads Christian Preetzmann (søn af degn Johannes Ludvigsen P. og Anne Villadsdatter), døbt 26. januar 1749 i Ydby degnebolig, død 8. februar 1827 i Aalborg (Budolfi). Gift 3. december 1784 i Nørre Tranders kirke med Christiane Sophie Hedevig Bertouch, født ca. 1757, død 31. januar 1837 i Aalborg (Budolfi).
Fuldmægtig på Sohngårdsholm 1776. Konsumtionsforvalter i Nibe 11. juni 1778. Told- og konsumtionsinspektør i Aalborg 30. april 1794, afskediget 10. februar 1824.
Kammerråd 1784. Justitsråd 1807. Etatsråd 1813.

* * * Konsumtionskontrollører

1779-1794
Troels Kjærgaard, født ca. 1716, død 31. juli 1796 i Nibe. Gift 1. gang med Kirsten Hansdatter, født ca. 1700, begr. 27. juni 1771 i Tårup, Vokslev sogn. Gift 2. gang 29. oktober 1773 i Nykøbing M. med Anne Andersdatter Søndergaard, født ca. 1736, begr. 13. august 1794 i Nibe.
Konsumtionsforpagter i Nykøbing M. 1767-69, 1770-72 og 1776-78. Kontrollør og konsumtionsbetjent i Nibe 11. juni 1778, told- og konsumtionskasserer sst. 30. april 1794.


KONSUMTIONSVÆSENET 1794-1841

* * * Konsumtionsinspektører

1794-1796
Bendix Andreas Heide, født ca. 1742, begr. 13. marts 1805 i Vejle. Gift 1. gang 10. august 1780 i Viborg Sortebrødre kirke med Kirstine Frisenberg, født ca. 1749, begr. 7. juni 1791 i Ringkøbing (gift 1. gang 1768 med købmand i Viborg Søren Haslund, ca. 1720-1776). Gift 2. gang 16. september 1792 i Stadil kirke med Sophie Brockdorff (datter af ritmester Christian Ehrenreich B. og Henriette Christine Pultz), døbt 16. septmeber 1776 i Sædding sogn, død 23. juli 1855 i Voldbjerg, Hee sogn (gift 2. gang 1810 med proprietær i Voldbjerg Jens Peter Fuglsang, 1780-1854).
Strandinspektør i Ringkøbing 27. august 1780. Konsumtionsinspektør i Nibe 30. april 1794. Konsumtionsinspektør i Hillerød 6. april 1796, told- og konsumtionsinspektør i Vejle 1. juni 1803.
Krigsråd

1796-1805
Nicolaj Peter Krebs (søn af stadsmusikant Johan Frants K. og Voldborg Bjørn), døbt 4. juli 1750 i Køge, død 17. oktober 1805 i Nibe. Gift ca. 1781 med Esther Salome Louise Gabel, født ca. 1756.
Student. Fuldmægtig hos regimentsskriveren på Frederiksborg 1776. Toldbetjent og visitør i København 5. april 1780, kontrollør og konsumtionsbetjent i Hillerød 14. juli 1784, konsumtionskasserer sst. 26. november 1794. Konsumtionsinspektør i Nibe 6. april 1796.

1805-1809
Frederik Anthon Warberg, født ca. 1753, død 10. april 1821.
Sandflugtskommissær. Konsumtionsinspektør i Nibe 13. december 1805. Told- og konsumtionskasserer i Ebeltoft 14. august 1809.

1809-1819
Christian Balvig (søn af sognepræst Morten Pedersen B. og Maren Johannesdatter Olsen), født 10. maj 1774 i Mariager, død 23. oktober 1819 i Nibe. Gift 29. december 1809 med Elisabeth Birgitte Meldahl (datter af sognepræst Augustinus M. og Nicolette Oligera Nyholm), født 28. november 1790 i Kettinge præstegård, død 8. november 1836 i København (gift 2. gang 1823 med regimentskvartermester Jørgen Frantz Hammershaimb, 1789-1861).
Sekondløjtnant. Konsumtionsinspektør i Nibe 25. september 1809.

1819-1827
Elias Andreas Lund (søn af borgmester Hans Christian L. og Louise Augusta Stampe), født 7. oktober 1777 i Holbæk, død 17. september 1841 i Aalborg (Frue). Gift 25. februar 1806 i Vordingborg med Marianne Cathrine Döhnert (datter af garvermester Johan Gotfred D. og Elisabeth Petersen), født 1. februar 1778 i København (Petri), død 14. maj 1852 i Aalborg (Budolfi).
Premierløjtnant ved Sjællandske Rytterregiment. Konsumtionsinspektør i Nibe 14. december 1819. Told- og konsumtionsoverbetjent Aalborg 18. september 1827.
Kammerråd 1820.

1829-1835
Jens Johannes Hviid, født ca. 1793, død 15. marts 1835. Gift med Beate Elisabeth Rønne, født ca. 1803.
Kopist i Generaltoldkammeret 15. juli 1814, kopist i Kammerkancelliet 30. marts 1816. Konsumtionsinspektør i Nibe 18. december 1827.

1836-1841
Johan Bendix Printzlau, født ca. 1790 i København, død 3. november 1847 i Nibe. Gift med Johanne Caroline Brøndlund, født ca. 1801 i København, død 15. maj 1860 i Nibe.
Premierløjtnant ved 1. Livregiment. Konsumtionsinspektør i Nibe 24. oktober 1835, told- og konsumtionsinspektør sst. 28. september 1841.
Karakt. kaptajn 1835

* * * Konsumtionskasserere

1794-1796
Troels Kjærgaard
Kontrollør og konsumtionsbetjent i Nibe 11. juni 1778, told- og konsumtionskasserer sst. 30. april 1794.

1796-1816
Nicolaj Severin Wedel, født ca. 1745, død 22. december 1816 i Nibe. Gift 13. marts 1782 i Aalborg Budolfi kirke med Christiane Friedenreich, født ca. 1756, død 15. august 1827 i Nibe.
Byskriver i Nibe og herredsskriver i Fleskum-Hornum herreder 17. januar 1781, tillige birkeskriver i Torstedlund-Albæk birker 15. juli 1785, kgl. konf. 26. august 1785. Tillige konsumtionskasserer i Nibe 28. september 1796.

1818-1841
Karelius Arntzen (søn af gårdejer, krigsråd Ole A. og Marthe Hansdatter Gjerdrum), født 30. maj 1775 på Grinder, Grue sogn (Hedmark fylke), død 24. december 1843 i Nibe (begr. i Bislev). Gift 3. januar 1812 i Bislev kirke med Caspare Thomasine Jacobine Bekker, født 7. maj 1789, død 21. januar 1826 i Nibe.
Student 1796. Telegrafbestyrer på Knudshoved. Telegrafinspektør for den optiske telegraflinje Aalborg-Skagen 1812-13. Byskriver i Nibe og herredsskriver i Fleskum-Hornum herreder 11. juni 1817. Tillige konsumtionskasserer i Nibe 19. december 1818, told- og konsumtionskasserer sst. 28. september 1841. Tillige postekspeditør sst. 13. november 1819.
Krigsassessor.


TOLD- OG KONSUMTIONSVÆSENET 1841-1851

* * * Told- og konsumtionsinspektører

1841-1847
Johan Bendix Printzlau
Konsumtionsinspektør i Nibe 24. oktober 1835, told- og konsumtionsinspektør sst. 28. september 1841.

* * * Told- og konsumtionskasserere

1841-1844
Karelius Arntzen
Konsumtionskasserer sst. 19. december 1818, told- og konsumtionskasserer sst. 28. september 1841.

1844-1847
Thomas Secher (søn af proprietær, overkrigskommissær Jørgen Mørch S. og Caroline Wolff), født 16. september 1800 på Kvelstrup, Tved sogn, død 16. april 1886 i Nibe. Gift 3. maj 1850 i Bislev kirke med Christiane Margrethe Birgitte Johanne ”Minna” Kjær (datter af hospitalsforstander Jørgen K. og Frederikke Wilhelmine Galschiøtt), født 11. september 1819 i Horsens, død 26. maj 1904 i Nibe.
Exam.jur. 1818, toldfuldmægtig i Thisted 1822, i Randers 1831. Konst. toldkasserer i Randers 20. november 1838, i Skælskør 9. oktober 1841. Konsumtionskasserer i Nibe 27. april 1844, told- og konsumtionsforvalter sst. 9. december 1847, toldoppebørselskontrollør 20. maj 1851, toldforvalter 28. september 1870, afskediget 16. november 1882.
Prædikat af toldforvalter 1851. Kammerråd 1856. R. 1881.

* * * Told- og konsumtionsforvaltere

1847-1851
Thomas Secher
Konsumtionskasserer i Nibe 27. april 1844, told- og konsumtionsforvalter sst. 9. december 1847, toldoppebørselskontrollør 20. maj 1851, toldforvalter 28. september 1870, afskediget 16. november 1882.


TOLDVÆSENET EFTER 1851

* * * Toldoppebørselskontrollører

1851-1882
Thomas Secher
Konsumtionskasserer i Nibe 27. april 1844, told- og konsumtionsforvalter sst. 9. december 1847, toldoppebørselskontrollør 20. maj 1851, toldforvalter 28. september 1870, afskediget 16. november 1882.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar